Vedtægter for kirkegårdene

Vedtægterne for Randers Kommunes kirkegårde er senest godkendt af Randers Byråd og Kirkeministeriet d. 21. september 2022.

§ 1

Randers Kommune administrerer i dag Nordre og Østre Kirkegårde. Disse overgik i 1934 fra kirkelig myndighedsstyrelse til kommunal drift. Begge kirkegårde er assistens kirkegårde dvs. kirkegårde, som ikke ligger umiddelbart ved en kirke.

Nordre Kirkegård beliggende Nørrebrogade 94 i Randers by er på ca. 11 ha og indeholder et kapel og krematorie.

Nordre Kirkegård er anlagt i årerne 1917-19 og har alle begravelsesformer lige fra de traditionelle hækomkransede gravsteder over urnegravsteder, mindeplæner med og uden gravminder til et skovkirkegårdsafsnit.

Østre Kirkegård beliggende Mellemvej 2 8930 Randers NØ er på ca. 7,5 ha og blev indviet i 1811. Nyerhvervelser af gravsteder på den østlige del af kirkegården er kun muligt til muslimske begravelser. På den vestlige del af Østre Kirkegård findes gravsteder i græs samt en ny afdeling til urner og kister.

På Østre Kirkegård er der udlagt et afsnit til Muslimske begravelser. Ved erhvervelse af brugsret til gravsteder i ovennævnte begravelsesafsnit, samt nedsættelse heri, er samme regler og takster gældende som for tilsvarende ydelser på de øvrige dele af kirkegården.

Herudover renholder Randers Kommune Mosaisk Kirkegård for Mosaisk Trossamfund. Kirkegården er beliggende som en selvstændig begravelsesplads på Østre Kirkegård. Der er ikke mulighed for at blive begravet her mere.

På Nordre Kirkegård er der udlagt et afsnit til Romersk - Katolsk Menighed. Ved erhvervelse af brugsret til gravsteder i ovennævnte begravelsesafsnit samt nedsættelse heri er samme regler og takster gældende som for tilsvarende ydelser på de øvrige dele af kirkegården. Kirkegårdene administreres i overensstemmelse med de gældende bestemmelser og lovbekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (Ibkg. nr. 1156 af 1. september 2016 med efterfølgende ændringer) med de fravigelser, der indeholdes i denne af ministeriet
godkendte kirkegårdsvedtægt.

Ønskes yderligere information vedrørende takster, vedtægter og lignende kan det ses på kirkegårdens hjemmeside: www.randerskirkegaarde.dk.

§ 2

Bisættelser og begravelser, der skal foregå på de kommunale kirkegårde, skal anmeldes til kirkegårdskontoret senest 2 hverdage, før højtideligheden afholdes. Hvis der i denne forbindelse skal medvirke en præst ved en højtidelighed i kapellet, skal der træffes aftale med præsten 2 hverdage inden højtideligheden.    

Ved anmeldelse af dødsfald til kirkegårdskontoret skal der medbringes en påtegnet dødsanmeldelse fra en begravelsesmyndighed i afdødes hjemsogn. Begravelser eller kremation skal foregå senest 8 dage efter dødsdagen, denne medregnet.

Kirkegårdskontoret kan under særlige omstændigheder og med embedslægens tilladelse forlænge denne frist. Begravelse og kremering må ikke foretages, før der foreligger en påtegnet dødsanmeldelse fra begravelsesmyndigheden i afdødes hjemsogn.

§ 3

Kirkegårdskontoret yder borgerne rådgivning vedrørende begravelser, bisættelser og urnenedsæt-telser.

§ 4

Tidspunkter for bisættelser og begravelser fastsættes af kirkegårdskontoret.

Tidsrummet, hvor kapellet kan benyttes, og urnenedsættelser kan ske inden for, fremgår af
hjemmesiden www.randerskirkegaarde.dk.

Kapellerne kan benyttes, uanset hvilken kirkegård gravstedet skal være på, og uanset hvilket trossamfund man tilhører.

Kapellet er lukket for afholdelse af højtideligheder på søn- og helligdage, ligesom kistebegravelser og urnenedsættelser ikke kan finde sted på Nordre og Østre Kirkegårde på de nævnte dage.

§ 5

Hensættelse af kister i kapellets kisterum kan finde sted på hverdage indenfor normal arbejdstid. Efter aftale kan der udleveres kode eller nøgle til kapellerne, så en modtagelse kan ske udenfor normal arbejdstid.

Kister til hensættelse i kapellets kisterum skal være anmeldt til kirkegårdskontoret i god tid inden ankomsten og skal ligeledes være forsynet med tydeligt navn og cpr.nr. på afdøde.

Endvidere skal navn på familie/begravelsesfirma, og oplysninger om hvor kiste eller urne skal nedsættes, være påført kisten. Kister uden disse oplysninger modtages ikke i kapellet. Kister, der hensættes lørdage, søndage eller helligdage, skal anmeldes til kirkegårdskontoret den førstkommende hverdag.

§ 6

Opbevares en kiste i kirkegårdens kølerum, uden at der foretages begravelse eller kremering på Nordre eller Østre Kirkegård, pålægges der et opbevaringsgebyr.

§ 7

Kister må kun i ganske særlige tilfælde åbnes i kapellet, og kun med tilstedeværelse af kirkegårdens personale.

§ 8

Personer med fast bopæl i Randers Kommune har ved dødsfald ret til vederlagsfrit at få udlagt en enkelt gravplads i en fredningsperiode.

En eventuel efterlevende ægtefælle, samlevende eller registreret partner kan, hvis det ønskes, ligeledes vederlagsfrit få udlagt en gravplads i samme grav eller nabogravpladsen. Denne ret bevarer den efterlevende ægtefælle, samlevende eller registrerede partner uanset fraflytning fra kommunen.

§ 9

Personer bosat udenfor Randers kommune kan opnå samme brugsret som personer bosat i Randers Kommune. Taksten for udenbysboende er den samme som for personer bosat i Randers Kommune,

§ 10

Fredningsperioden for kistebegravelser på Nordre og Østre Kirkegårde er 20 år og for urner 10 år. Fredningsperioden for kistebegravelser af børn (op til 2 år) er 10 år.

§ 11

I fællesgrave kan der ikke reserveres plads for sidst afdøde ægtefælle, samlevende eller registrerede partner ved siden af først afdøde.

§ 12

Begravelse af dødfødte fostre og aborter på kirkegårdene sker efter aftale med kirkegårdskontoret.

§ 13

Gravkastning, herunder gravning, dækning, grandækning på den opgravede jord, udføres udelukkende af kirkegårdens personale. 

§ 14

Kremation og urnenedsættelse udføres udelukkende af kirkegårdens personale.

§ 15

Der er ikke mulighed for at overvære en kremation.

§ 16

Der er mulighed for overværelse af urnenedsættelse på den anonyme mindeplæne. Det er kirkegårdskontoret, der fastsætter tidspunkt for nedsættelsen samt hvor urnen skal nedsættes, herunder hvilket nummer urnen tildeles.

§ 17

Gravstedsejeren har ved urnenedsættelse eller begravelse forpligtelse til for egen regning at fjerne eventuelle monumenter, beplantning, gravstedsgitter og lignende, der måtte være til hindring for udførelse af gravearbejdet.

§ 18

Al jordfæstelse foretages ud fra gældende regler for de enkelte afdelinger.

§19

Kister, der helt eller delvist er fremstillet af kunststoffer eller andet miljøskadeligt materiale, må ikke anvendes og vil af kirkegårdskontoret blive afvist til jordfæstelse. Ligeledes afgør kirkegårdskontoret, om kister er egnet til brænding. Kister, der helt eller delvis består af plastik, bly, jern eller andet ikke egnet materiale, vil blive afvist.

Der må kun anvendes miljøurner, som er fremstillet af forgængelige plantematerialer.

Såfremt der opstår tvivl om urnetypen, kan kirkegårdskontoret forlange dokumentation herfor.

§ 20

Flytning af urner kan tidligst finde sted 1 år efter urnen er sat ned og efter ansøgning til kirkegårdskontoret.

Urner nedsat i mindeplænerne kan ikke flyttes.

§ 21

Afgørelser om flytning af urner træffes efter Kirkeministeriets vejledning om flytning af lig og urner (vejl. nr. 9 af 18.2.2008). For ovennævnte ydelser gælder de til enhver tid i takstbladet fastsatte takster.

§ 22

En kistegrav måler 1,25 x 2,5 meter og kisten nedsættes så dybt, at der mindst er 1 meter jord fra kistens øverste del til jordoverfladen.

Kister kan med gravstedsejerens tilladelse, og når pladsforholdene er hertil, nedsættes i et allerede benyttet kistegravsted. Alle gravpladser i et sådant gravsted fornyes for en fredningsperiode på 20 år fra tidspunktet for den seneste begravelse.

§ 23

En urnegrav måler 1,25 x 1,25 meter og urnen nedsættes altid så dybt, at der mindst er 0,5 meter fra jordens overflade til urnens øverste del.

Urner kan med gravstedsejerens tilladelse, og når pladsforholdene er hertil, nedsættes i et allerede benyttet gravsted. Alle gravpladser i et sådant gravsted fornyes for en fredningsperiode på 10 år fra tidspunktet for den seneste begravelse.

§ 24

Alle gravsteder, med undtagelse af de anonymes mindeplæne, skal have et gravmonument inden 6 måneder efter begravelse eller urnenedsættelse er foretaget.

§ 25

Henvendelse om erhvervelse af kiste- eller urnegravsted på Nordre og Østre Kirkegårde skal ske til kirkegårdskontoret.

§ 26

For erhvervelse og fornyelse af brugsretten til gravpladser på kirkegårdene gælder til enhver tid de takster byrådet har vedtaget.

§ 27

Perioden, for hvilken en gravplads erhverves eller fornyes, regnes fra den 1. januar, efter at erhvervelse eller fornyelse er sket og udløber den 31. december i det år, hvor gravstedet udløber.

§ 28

Af hensyn til kirkegårdenes planlægning kan kirkegårdskontoret, når fredningsperioden - regnet fra udløbet af den seneste begravelse eller urnenedsættelse - er udløbet, foretage ændringer i bestående gravsteder eller inddrage disse eller dele heraf, uden at der ydes gravstedsejeren erstatning herfor.

§ 29

I forbindelse med erhvervelse af gravstedet udstedes der et gravstedsbrev til gravstedsejeren. Gravstedsbrevet indeholder oplysninger om placering af gravstedet, fredningsperioden, ejerens rettigheder og forpligtelser, eventuelle særlige begrænsninger i brugsretten til gravstedet, samt oplysninger om indretning, beplantning, gravsten m.m. Flere personer kan noteres som kontaktpersoner i forbindelse med ejerskabet af gravstedet. Den, der har brugsret til et gravsted, kan forlange, at der i kirkegårdssystemet foretages notering om dennes brugsret.

Gravstedsbrev udstedes ikke ved erhvervelse af urnegravsted før død.  

§ 30

Ved enhver kiste eller urnenedsættelse i et tidligere benyttet gravsted, bliver det samlede antal gravpladser i gravstedet fornyet for det antal år, der måtte mangle i en fredningsperiode.

§ 31

Brugsretten til en gravplads kan ikke fornyes for mindre end 5 år og højst erhverves for 20 år, dog ikke længere end kirkegården består.

§ 32

Brugsretten til et gravsted kan ikke uden kirkegårdens accept og medvirken overdrages til anden
person.

Overdragelsesblanketten kan erhverves på kirkegårdskontoret og skal underskrives af gravstedsoverdrager(e) og gravstedsmodtager(e). Derefter afleveres den til kirkegårdskontoret, der retter ejerforholdet på gravstedet.

§ 33

Brugsretten til gravstedet kan tilkomme flere personer i forening.

§ 34

Ved sløjfning af kistegravsted inden fredningsperiodens udløb, vil der blive opkrævet et sløjfningsgebyr.

§ 35

Ved brugsperiodens udløb skal eventuelle ønskede gravmonumenter¹, planter m.m. afhentes på
gravstedet, senest ved gravstedets udløb 31. december i det år, hvor gravstedet udløber.
Kirkegårdskontoret underrettes herom inden afhentning. Sker dette ikke indenfor den ovennævnte
frist, tilfalder monumenter, planter m.m. kirkegården.

Ved sløjfning inden brugsperiodens udløb, skal ønskede gravmonumenter¹, planter m.m. afhentes
inden 4 uger efter frasigelsesdato. Sker dette ikke indenfor den ovennævnte frist, opbevares
gravminder indtil brugsperiodens udløb.

¹ Gravmonumenter indbefatter gravsten, mindeplader, opstående steler og plader.

§ 36

I det tilfælde, at en person ved sin død efterlader sig umyndige børn, som ved dødsfaldet midlertidig er uden værge, og anden person erhverver sig gravstedet til den afdøde, har børnenes nye værge eller børnene selv, hvis de forinden bliver myndige - ret til inden 1 år efter begravelsen, at kræve brugsretten overført til sig.

Personen, der har brugsretten og skal overdrage gravstedet, har i så fald krav på godtgørelse for udgifterne til gravstedets erhvervelse og anlæggelse. Godtgørelsen skal betales af den nye gravstedsejer.

§ 37

Gravpladser i kiste- og urnefællesgrave og i fællesgrav for børn kan ikke fornyes.

§ 38

Ved begravelse af børn under 10 år er der kun mulighed for udtagelse af én gravplads.

§ 39

Gravstedsejere må selv sørge for fornyelse af brugsretten til gravstedet inden fredningstidens udløb.

Kirkegårdskontoret vil, så vidt det er muligt, fremsende en påmindelse til gravstedsejeren inden udløbstidspunktet. Der er krav om tilbagemelding. Er der ingen tilbagemeldinger, sløjfes gravstedet. Ønskes gravstedet fornyet, skal gravstedsejer henvende sig inden brugsretten af gravstedet udløber. Ønskes brugsretten overtaget af andre, så som familie og nære slægtninge, overdrages alle forpligtelser på gravstedet til ny gravstedsejer mod betaling. Tidligere gravstedsejer underrettes af kirkegårdskontoret om nyt ejerforhold.  

§ 40

Reservation af urnegravsted før dødsfald kan ikke ske for mindre end 10 år. Ved reservationen skal der betales et beløb, som også dækker renholdelse af gravstedet i hele reservationsperioden.

§ 41

For at opnå ensartethed og harmoni er de forskellige afsnit på kirkegårdene underlagt klausuler med hensyn til indretning, beplantning, gravsten m.m. Disse bestemmelser fås ved henvendelse til kirkegårdskontoret. Det gælder generelt, at der udelukkende må plantes levende hegn om gravstederne. Andre former for hegn er ikke tilladt.

Beplantninger må ikke række ud over gravstedets grænser. Kirkegårdskontoret kan forlange træer over 1,5 meters højde beskåret eller fjernet, hvis de ved deres højde eller udbredelse skønnes, at være til ulempe eller mispryd for andre gravsteder eller kirkegårdene som helhed.

§ 42

Efter begravelse eller bisættelse er gravstedsejeren forpligtet til at reetablere gravstedet, så det igen fremstår præsentabelt. Reetableringen af gravstedet skal foretages inden for 6 måneder. Ved vejrlig – dvs. forhindringer pga. frost, sne og lign. – kan fristen for reetablering forlænges.

§ 43

På kistegravsteder kan bænke indtil 1 meters længde anbringes, såfremt deres højde ikke overstiger 40 cm, og at de holdes i passende farver, som harmonerer med beplantningen, og sættes i passende afstand til hækken. Beplantningen af en vis størrelse (så som træer og buske) skal plantes i en passende afstand fra hækken, så det ikke bliver til gene for hækkens vækst.

§ 44

Mod betaling foretager kirkegårdskontoret anlægs- og beplantningsarbejde af gravsteder, ren- og vedligeholdelse, grandækning og plantning af årstidens blomster. Anbringelse af buketter og kranse m.v. på minde- og højtidsdage kan aftales med kirkegårdskontoret.

§ 45

Private gartnere og andre, der påtager sig arbejder på gravsteder, skal forinden påbegyndelse af arbejdet, indhente tilladelse hertil af kirkegårdskontoret. Forinden nævnte tilladelse kan udstedes, må fornøden fuldmagt fra gravstedsejeren forevises.

Såfremt der forårsages skade på kirkegårdene under udførelse af ovennævnte arbejde, skal skaden udbedres for skadevolderens regning efter kirkegårdskontorets anvisning.

§ 46

Et gravsted må ikke anlægges, så det skæmmer kirkegården. Det tilkommer kirkegårdskontoret at afgøre, hvorvidt et gravsted skæmmer kirkegården.

§ 47

Ejeren af kistegravstedet har pligt til at ren- og vedligeholde gravstedet med tilhørende monument, gitter, beplantning m.v. således, at det til enhver tid i fredningsperioden og eventuelle efterfølgende fornyelsesperioder fremstår velplejet og fri for ukrudt.

Forsømmes et gravsted efter kirkegårdskontorets skøn, opfordres gravstedsejer skriftligt, for så vidt vedkommendes adresse er bekendt, til at sætte gravstedet i forsvarlig stand. Efterkommes kirkegårdskontorets skriftlige henvendelse om den manglende renholdelse ikke, udføres arbejdet for gravstedsejerens regning. Kirkegårdskontoret kan endvidere lade gravstedet sløjfe og udlægge i græs eller grus for resten af den periode, som den er erhvervet for. Kirkegårdskontoret opkræver betaling for renholdelse frem til fredningsperiodens udløb.

§ 48

Renholdelse af kistegravsteder kan overdrages til kirkegårdskontoret for en årrække mod betaling af et beløb, som i hvert enkelt tilfælde beregnes af kirkegårdskontoret efter de af byrådet fastsatte regler herfor.

§ 49

Alle urnegravsteder på Nordre Kirkegård har obligatorisk renholdelse udført af kirkegårdens personale.

Alle gravsteder udlagt i græs med plader eller stele på Østre Kirkegård har obligatorisk renholdelse udført af kirkegårdens personale.

Renholdelse af urnegravsteder betales forud for hele fredningsperioden ved erhvervelse og fornyelse af gravstedet.

§ 50

Gravmonumenter opbevares indtil fredningstidens periodes udløb.

§ 51

Brugsretten til en gravplads kan ikke fornyes for mindre end 5 år og højest erhverves for 20 år.

Kirkegårdskontorets forpligtigelse kan aldrig strække sig ud over den tid, hvor kirkegårdene består, uanset for hvor lang tid forpligtigelsen er indgået.

§ 52

Hvis et gravsted ønskes sløjfet inden fredningsperiodens udløb, vil gravstedsejer blive opkrævet betaling for den resterende del af fredningsperioden.

§ 53

Fornyelse af gravstedets brugsret kan kun ske efter fredningsperiodens udløb.

§ 54

Såfremt fredningsperioden ikke er udløbet, kan indehaveren af brugsretten til et gravsted, som er sløjfet, lade gravstedet genetablere ved kirkegårdskontorets foranstaltning og mod forudbetaling af de forbundne udgifter.

§ 55

Monumenter, mindesten eller kors skal være af passende størrelse og materiale og skal funderes forsvarligt, således at der ikke opstår fare ved færdsel på de tilstødende gravsteder. Ligeledes må disse ved deres form, materiale og størrelse ikke virke skæmmende og dominerende eller bære inskriptioner, som kan anses for upassende.

§ 56

Enkelte afdelinger har klausuler vedr. størrelsen, materialet og inskriptioner på de enkelte gravmonumenter, som skal overholdes.

§ 57

Kirkegårdskontorets godkendelse skal altid foreligge inden anbringelse af gravmonumenter m.v. på gravsteder. Kirkegårdskontoret kan nægte opsætningen af gravmonumenter, og såfremt dette alligevel skulle være sket, kræve det pågældende fjernet for gravstedsejerens regning.

§ 58

Kirkegårdskontoret har intet ansvar, såfremt monument eller andet på gravstedet ødelægges, fjernes eller beskadiges ved naturbegivenheder, hærværk eller vold.

§ 59

Kirkegårdskontoret kan beslutte, at andre gravsteder og monumenter end de, der registreres som særligt bevaringsværdige i henhold til lovbekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (lbkg. nr. 1156 af 1. september 2016), med gravstedsejerens accept, bevares for Randers Kommunes regning efter erhvervelsesperiodens udløb.

§ 60

Anerkendte frihedskæmpergrave, samt soldatergrave kan ikke nedlægges uden Kirkeministeriets tilladelse.

§ 61

For at opretholde fred og orden på kirkegårdene gælder ordensbestemmelser i kirkegårdsbekendtgørelsen (bkg. nr. 1172 af 19. september 2016) med de undtagelser, der indeholdes i denne af Kirkeministeriet stadfæstede vedtægt.

Endvidere henvises der til skiltningen på kirkegårdene.

§ 62

Takster fastsættes af byrådet i et takstregulativ, som udarbejdes af Randers Kommune. De til enhver tid gældende takster kan ses på kirkegårdenes hjemmeside www.randerskirkegaarde.dk.

Takstregulativet indeholder takster for erhvervelse og fornyelse af kiste- og urnegravsteder, gravkastning for kister og urner, overværelse af nedsættelse af urne på den anonyme mindeplæne samt takster for kremation og benyttelse af kapel.

Ud over de ydelser, der er omtalt i takstregulativet, udfører kirkegårdskontoret arbejde på gravsteder mod betaling.

For ovennævnte ydelser beregnes takster til dækning af indkøb af materialer, arbejdsomkostninger samt administration.

Alle kirkegårdskontorets takster og ydelser skal forudbetales.

§ 63

Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til denne vedtægt, bortset fra spørgsmål om takster, kan indbringes for Kirkeministeriet.

§ 64

Denne vedtægt træder i stedet for den af Kirkeministeriet godkendte vedtægt af 14. juni 2018.

Tillæg til vedtægterne

Der er lavet vedtægter for Søndre Urnebegravelsesplads i Lykkeshøj Skov som et tillæg til vedtægterne for Randers Kommunes kirkegårde.

Se vedtægterne for Søndre Urnebegravelsesplads i Lykkeshøj Skov.